Det gik ikke helt som ønsket.
Det må anklagemyndigheden sande, efter Retten i Glostrup onsdag udmålte straffene til de 14 mænd, der er fundet skyldige i danmarkshistoriens største røveri.
Sagens tre anklagere havde krævet op til 15 års fængsel til nogle af røverne, men den højeste straf, der blev udmålt, var 10 års fængsel til 40-årige Tayeb Si M´rabet, der er udråbt til at være hovedmanden i sagen.
De øvrige 13 mænd fik syv eller otte års fængsel, mens en 43-årig dansker blev idømt en behandlingsdom på ubestemt tid.
Selvom straffen endte et stykke under anklagemyndighedens krav, så var det hovedanklageren statsadvokat Kim Christiansen alligevel tilfreds.
- Vi er tilfredse, fordi det vigtigste for os er, at de blev dømt. Men det er da klart, at vi vil kræve højere straffe, når sagen skal køre i landsretten, siger han.
For en tur mere i den juridiske manege får det enorme sagskompleks nemlig, da stort set alle de dømte valgte at anke dommen på stedet.
Og det er der ifølge Tayeb Si M´rabets forsvarer, Hugo Steinmetz, en god grund til.
- Vi har anket til frifindelse, fordi min klient er uskyldigt dømt.
Spørgsmål: Men hans fingeraftryk er jo fundet på et våben fra røveriet, og han har gravet penge fra røveriet ned i sin kærestes baghave. Så helt uskyldig er han vel ikke?
- Bare fordi man har penge liggende fra røveriet, så betyder det jo ikke, at det er ham, der har stjålet dem, siger Hugo Steinmetz.
Sagen mod de 14 mænd startede i marts og har altså taget mere end et halvt år at gennemføre under massiv politibevogtning.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde