Rengøringsmand uddeler tørre tæsk til rygende italiener

En 37-årig italiensk rejsende husker næppe fornøjet tilbage på sin ferie i Danmark. Han endte nemlig på skadestuen efter et skænderi med en rengøringsmand i Københavns Lufthavn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den 37-årige italiener stod fredag morgen og røg en cigaret ved 7-Eleven ved Terminal 1 og Terminal 2 i lufthavnen. Overvågningsbilleder viser, at den rejsende derefter smider cigaretskoddet og siger noget til en 28-årig rengøringsmand, der går og fejer i nærheden.

- Og så får den forurettede italiener et par klap i hovedet, så han ryger ned på jorden. Her får han så et rigtigt hårdt spark, fortæller vicepolitiinspektør ved Station Amager, Tommy Keil.

- Og det resulterede så i, at vi tog rengøringsmanden til fange og sigtede ham for kvalificeret vold.

Den 28-årige rengøringsmand blev senere på fredagen fremstillet i grundlovsforhør, hvor dommeren valgte at varetægtsfængsle ham i 26 dage.

- Og sagen er jo veldokumenteret, for fire overvågningskameraer har fanget hele affæren, fastslår Tommy Keil.

Den forslåede italiener blev kørt på skadestuen, hvor han fik konstateret en brækket næse.

Lufthavnen hjalp ham med at få ændret sin hjemrejsebillet, fordi han efter skadestuen skulle til afhøring hos politiet.

/ritzau/