Renseanlæg overvejer at anke forureningsdom

Køge-Egnens Renseanlæg beklager forureningen af drikkevandet i Køge i 2007, som gjorde 250 køgensere syge. Det kostede fredag renseanlægget en bøde på 100.000 kroner i Østre Landsret.

Alligevel overvejer det kommunalt ejede renseanlæg at anke dommen.

- Vi beklager dybt, at der skete en forurening af drikkevandet. Ingen kan vist være i tvivl om, at vi meget gerne havde undværet at genere borgerne, siger bestyrelsesformand for Køge-Egnens Renseanlæg, Morten Folsø Nielsen.

- Fra starten påtog vi os erstatningsansvaret og betalte til alle, der var berettigede til en erstatning. Men vi er også af den opfattelse, at vi i situationen handlede, som vi kunne. Derfor overvejer vi nu landsrettens afgørelse, og hvilke retslige muligheder der eventuelt måtte være herefter, siger bestyrelsesformanden.

/ritzau/

Køge-Egnens Renseanlæg beklager forurening af drikkevandet, men overvejer at anke bøden på 100.000 kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret