Det skar i ørerne, da Østre Landsret indledte ankesagen mod to mænd tiltalt for forsøg på at hyre polske kriminelle til et lejemord på banderivaler i København.
Højttalersystemet koksede helt ud, og enhver tale i mikrofon blev efterfulgt af en skinger og til dels øresønderrivende hylen.
- Denne interferens er meget forkert, sagde retsformand A.F. Wehner og krympede sig under de efterfølgende decibel.
Dagens største "hyl" kom fra den hovedtiltalte, da han tændte sin mikrofon for at blive afhørt.
- Undskyld, råbte han op til retsformanden på dommerpodiet med et stort grin.
Det var dråben for A.F. Wehner, som derefter afbrød retsmødet for at lade en tekniker komme til.
En god idé, idet ankesagen først ventes afgjort til foråret. Marokkaneren Benarabe og hans danske medtiltalte anklages for et bestilt lejemord på én eller flere fra en rivaliserende bande i København, hvor Benarabe hører til blandt de kriminelle omkring Blågårds Plads på Nørrebro.
I byretten gik han fri med snæver margin, idet blot én enkelt nævnings tvivl var nok til at få ham frikendt. Denne nævning ville ikke udelukke, at marokkaneren opgav lejemordet, inden det blev alvor. Den medtiltalte derimod gik fri med alle både dommer- og nævningestemmer. Begge mænd nægter sig skyldige.
Det står fast, at to polske lejesvende var i København to dage i august 2006. De rejste hjem med uforrettet sag, men ifølge anklagemyndigheden med et forskud på små 100.000 kroner for at opfylde kontrakten senere.
Den hovedtiltalte afsoner i forvejen tre og et halvt år for vold og afpresning og blev - klimatopmøde eller ej - tæt bevogtet af et stort hold bevæbnede betjente.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker