Retssag om brand i Saga-biograf er udsat
Politiets teknikere undersøgte den udbrændte biografsal Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Drenge på 15 år kunne ikke tilstå biografbrand.
Det var to meget nedbøjede og tavse 15-årige drenge, som var alt andet end stolte ved situationen, da de onsdag mødte op i retssal G i Retten i Nykøbing sammen med deres forældre.
De to drenge og forældrene var sammen med to socialrådgivere fra Lolland Kommune indkaldt til retsmødet, som skulle afklare, om sagen om branden i Saga-biografen i Nakskov i starten af marts kunne afsluttes som en tilståelsessag.
De to drenge er sigtet for at sætte ild på biografen sammen med en 11-årig kammerat, som ikke kan straffes på grund af sin alder.
Fra mødets start stod det klart, at der ikke kunne sættes et endeligt punktum i sagen, idet den ene 15-årige dreng, LG, nægtede sig skyldig og gennem sin forsvarer gjorde klart, at han ikke ønskede at udtale sig.
Omvendt forklarede den anden drengs, RK, forsvarer, advokat Flemming Boye, at hans klient tilstod branden og gerne ville udtale sig.
Det var dog ikke mange ord, der kom ud af munden på RK, som svarede med enstavelsesord på anklager Rune Jensens spørgsmål.
Så lidt at dommer Jesper Thusholdt måtte bede ham om selv at forklare, hvad der var sket, hvis der skulle blive tale om en tilståelsessag.
Drengen fik fremstammet, at han ganske rigtigt havde været i biografen den pågældende dag sammen med de to andre, og at de med lightere havde sat ild til en pude i biografsalen, så der stod flammer op fra den.
Han mente dog, at de havde trampet på puden, så ilden var gået ud, inden de forlod salen.
Han blev foreholdt, at han til politiet havde forklaret, at flammerne blussede op igen, inden de forlod biografen, men han fastholdt sin forklaring.
Der var herefter ikke en tilstrækkelig tilståelse, så sagen blev udsat, så den kan afgøres gennem bevisførelse med vidner og domsmænd.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned