En 16-årig dreng og en 17-årig pige, der har erkendt, at de i januar stak ild til Nordre Skole i Svendborg, skal ikke længere sidde varetægtsfængslet. Det har Retten i Svendborg bestemt.
De to unge har forklaret, at de på brandaftenen 29. januar havde været til fest sammen og satte sig i skolegården for at snakke sammen.
På et tidspunkt fandt de på at bryde ind i et kælderlokale, hvor de rev nogle gardiner ned og tændte ild til dem.
Selvom det næppe var tilsigtet, endte den impulsive ildspåsættelse med at bringe andre børn i fare. På skolen overnattede nemlig pædagoger og elever fra en ungdomsskole, da gardinerne fængede an.
Gruppen af børn og voksne sov i en anden fløj, end der hvor ilden blev påsat.
De vågnede ved, at der trængte røg ind i lokalet, hvor de sov, og slap alle uskadte ud.
Da branden var slukket, var især et håndarbejdslokale og et socialpædagogisk værksted raseret af brand- og sodskader.
De har begge erkendt og blev i sidste uge fængslet på en sikret institution. Da fængslingen udløb tirsdag, ville anklagemyndigheden have den forlænget i fire uger af hensyn til retshåndhævelsen, oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Selv om dommeren i Svendborg afviste at imødekomme anklagerens ønske og besluttede at løslade de to unge, er de dog endnu ikke sat på fri fod.
Anklageren valgte nemlig at kære rettens kendelse til Østre Landsret, og de unge må vente, til landsretten har talt, før en løsladelse kan komme på tale.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned