Retten mørklægger Kamilla-sag
Trods pressens protester har en dommer ved Retten i Sønderborg torsdag eftermiddag afsagt kendelse om, at et grundlovsforhør med en 24-årig mand skal foregå for såkaldt dobbeltlukkede døre, oplyser flere medier.
Det betyder, at offentligheden ikke kan få indblik i sigtelsen mod manden, eller hvordan han forholder sig til den.
Efterforskningsleder ved Syd- og Sønderjyllands Politi Hans Roost har imidlertid tidligere oplyst, at manden er sigtet for at have dræbt den 21-årige Kamilla Hantusch, der er hans tidligere kæreste.
Ifølge Ekstra Bladet blev de dobbeltlukkede døre begrundet med den måde, sigtelsen mod manden er formuleret på. Den indeholder tilsyneladende oplysninger, som det efter politiets mening vil skade efterforskningen at få offentliggjort.
Det er anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi, der har lagt op til en mørklægning af sagen mod den 24-årige mand.
De dobbeltlukkede døre betyder, at offentligheden ud over at blive afskåret fra at høre mandens forklaring og anklagemyndighedens fremlæggelse af sagen ved retsmødet også bliver nægtet oplysninger om, hvad manden er sigtet for.
Tidligere torsdag lød beskeden fra politiet ellers, at man kun ville forlange lukkede døre. Det ville betyde, at offentligheden ville kunne få sigtelsens indhold oplyst.
Politiet har endnu ikke oplyst, hvordan den 24-årige mand forholder sig til sigtelsen, som er rejst efter straffelovens paragraf om manddrab.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker