Rigmand får ekstra regning for bilkøb
En rigmand hænger på Skats krav om ekstraregning om manglende betalt afgift for luksusbil købt af en dømt svindler, fastslår Højesteret onsdag.
Sagen drejer sig om en mand, der i 2006 købte en Mercedes-Benz CL 500 for 1,6 millioner kroner, selv om den vejledende salgspris var mere end en million højere.
Manden har betalt 529.000 kroner i registreringsafgift, men Skat kræver yderligere 1,3 millioner.
I landsretten har hans advokat sagt, at klienten blev ført bag lyset af den charmerende bilsvindler Farshad Bonabi, der siden er blevet straffet med fængsel i tre år og seks måneder.
Men i både landsretten og nu i Højesteret siger dommerne, at køberen intet grundlag havde for at tro, at Bonabi var i stand til at opnå en så stor rabat ved at parallelimportere de eksklusive biler.
Desuden hæfter dommerne i landsretten sig ved, at Bonabis firma på Amager ikke blev markedsført, og at kontakten "foregik på en lukket og usædvanlig måde."
Ud over rigmanden står en stribe andre velbeslåede mænd til et stort afgifts-smæk, fordi de har købt luksusbiler til en urealistisk lav pris.
Normalt vil Skat ikke gå efter købere, når en bilforhandler ikke har betalt den korrekte afgift. Det bliver en sag mellem forhandleren og Skat.
Men i alt 15 sager, hvor velhavere har gjort fantastiske handler med bilforhandleren Farshad Bonabi, har Skat altså skruet bissen på over for køberne. Og i de to første sager har Østre Landsret nikket til kravene og nu også Højesteret i den ene sag.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned