Rigsadvokat kræver højere tempo i svindelsager
Det er uacceptabelt, at efterforskningen af tunge sager om økonomisk kriminalitet ligger stille hos politiet. Sådan lyder det fra rigsadvokat Ole Hasselgaard i en svarskrivelse fra justitsminister Karen Hækkerup (S) til Folketingets Retsudvalg.
Reaktionen kommer, efter statsadvokaterne først på sommeren kritiserede den lange sagsbehandlingstid af større svindelsager i politikredsene. Det er blandt andet statsadvokaternes opgave at føre tilsyn med politikredsene.
Ole Hasselgaard fortæller i svarskrivelsen, at han har drøftet problemet med Rigspolitiet, og der er efter alt at dømme blevet talt med store bogstaver over for politikredsene.
Hasselgaard har nemlig krævet, at der bliver ydet en "målrettet og prioriteret" indsats på området, hedder det i skrivelsen.
- Herunder sådan at der bliver afsat de nødvendige efterforskningsmæssige og anklagermæssige ressourcer, lyder det fra Ole Hasselgaard.
- Jeg har også understreget over for politikredsene, at jeg herved forudsætter et stærkt ledelsesmæssigt fokus på at håndtere denne udfordring, skriver rigsadvokaten.
Ifølge de seneste rapporter om statsadvokaternes kontrol med politi og anklagemyndighed er der i næsten alle politikredse tunge sager om skattesvig, underslæb, bedrageri og andre forbrydelser, som ikke behandles i 12 måneder eller længere.
Inden for politiet og anklagemyndigheden er der allerede sat flere initiativer i søen, men resultaterne er altså ikke tilfredsstillende.
Heller ikke justitsminister Karen Hækkerup(S) er tilfreds med situationen. Hun deler Rigsadvokatens kritik.
- Jeg har i den forbindelse noteret mig, at det er blevet understreget over for politikredsene, at der i fornødent omfang straks skal iværksættes en målrettet og prioriteret indsats for at sikre den tilstrækkelige fremdrift i disse sager, siger hun i svarskrivelsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde