Rigsadvokat Jørgen Steen Sørensen må have tiltro til det gamle ordsprog om, at "tavshed er guld".
I hvert fald valgte landets øverste anklager i Højesteret en noget utraditionel måde at illustrere de 25 sekunder, som han mener, at HA-rockeren Jørn Jønke Nielsen og hans makker brugte på at banke en sagesløs mand på Nørrebro i julen 2007.
- For at give højesteretsdommerne et indtryk af, hvor lang tid det egentlig er, vil jeg tillade mig at holde en pause på præcis 25 sekunder, sagde Jørgen Steen Sørensen og tav herefter.
Manden, der på Ægirsgade blev slået og sparket af den nu 49-årig Jønke og hans makker, havde kort forinden angrebet rockerne med en kniv og blandt andet stukket Jønke tre gange på kroppen.
Derfor mener Jønkes forsvarer, Michael Juul Eriksen, at det var ren nødværge, da HA-talsmanden fik vristet kniven ud af hånden på overfaldsmanden og slog og stak fra sig.
Han er samtidig uenig med rigsadvokaten i, at der gik 25 sekunder, hvor overfaldsmanden var sagesløs og blev udsat for slag og spark.
- Samlet tog hele slagsmålet kun omkring 37 sekunder, og i den tid skal Jønke både have nået at blive stukket med kniv, få fat i kniven og stikke selv, og så bruge 25 sekunder på efterfølgende vold. Det er simpelthen umuligt, siger Michael Juul Eriksen.
Den 22-årige mand, der gik til angreb på Jønke, er idømt et år og seks måneders fængsel, mens både by- og landsret frifandt rockerne med henvisning til retten til at forsvare sig selv.
Højesteret skal nu afsige den endelige dom.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde