Rigspolitiet hæver beredskabet til "markant forhøjet"
Foto: www.politi.dk, arkivfoto
www.politi.dk, arkivfoto
Tirsdag aften har Rigspolitiet besluttet at øge politiets beredskab i kølvandet på fredagens angreb i Paris.
Rigspolitiet har valgt at hæve politiets nuværende beredskab fra "forhøjet beredskab" til "markant forhøjet beredskab".
Det bekræfter Rigspolitiet i en pressemeddelelse onsdag morgen.
- Som følge af terrorangrebet i Paris har dansk politi nu hævet sit interne beredskabsniveau, står der blandt andet i pressemeddelelsen.
- Forøgelsen af beredskabsniveauet sker som følge af den nuværende uafklarede situation i en række europæiske lande, står der yderligere.
Borgerne kommer ikke til at kunne mærke nogen forskel i hverdagen med det forhøjede beredskab. Det har alene betydning for paratheden i politiet, oplyser Rigspolitiet.
Det forhøjede beredskab betyder blandt andet, at alle landets politikredse sætter deres lokale beredskabsstabe i stabsberedskab, så de kan træde til med kort varsel.
De lokale beredskabsstabe har til formål at koordinere myndighedernes indsats i tilfælde af større beredskabshændelser.
Beslutningen skulle være taget tirsdag aften i kølvandet på en række angreb i Frankrigs hovedstad, Paris, hvor 129 mennesker mistede livet fredag.
Lørdag oplyste Politiets Efterretningstjeneste (PET) ellers, at de blodige angreb i Paris ikke umiddelbart havde givet anledning til at ændre på beredskabet i Danmark.
PET slog dog fast, at man løbende ville vurdere konsekvenserne, som hændelserne i Frankrig kan have for trusselsbilledet i Danmark.
- Foreløbig er vores vurdering, at situationen i Danmark er uændret, og at terrortruslen mod Danmark fortsat er alvorlig. Danmark er i forvejen i forhøjet beredskab, sagde Finn Borch Andersen, konstitueret chef for PET, lørdag aften i en pressemeddelelse.
Efterretningschefen tilføjede, at PET er i tæt kontakt med relevante danske og udenlandske myndigheder om situationen.
PET har onsdag ikke ændret vurderingen af terrortruslen mod Danmark, der fortsat vurderes som alvorlig.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker