Rigspolitiet: Kunstneren valgte at droppe udstilling
Efter massiv kritik i medierne har Politimuseet i København valgt at droppe den omstridte udstilling Kvindedrab In Memoriam med malerier af drabsofre.
Kritikken blev udløst, fordi Politimuseet ikke havde spurgt de pårørende, om det var i orden at udstille portrætter af deres afdøde familiemedlemmer.
Det har museet nu gjort, og to ud af 12 ofres pårørende ville gerne have malerierne af deres kære pillet ned fra udstillingen.
Kunstneren bag billederne, Birgitte Skallgård, mener imidlertid, at de 12 portrætter er en del af en samlet helhed, fortæller sekretariatschef i Rigspolitiet Anders Dorph.
- Kunstneren har som konsekvens sagt, at det er et samlet værk. Derfor ønsker hun alle billederne taget ned.
- Det er kunstnerens ophavsret, og det er ikke noget, vi kan ændre. Hvis hun ikke ønsker at udstille længere, tager vi det til efterretning, siger Anders Dorph.
Kritikken af Kvindedrab In Memoriam har fået Rigspolitiet til at udarbejde nye etiske retningslinjer for udstillingen. Disse ventes på plads i løbet af foråret.
- Det er en vanskelig balance; det er ikke sort-hvidt. Jeg tror, det bliver svært at gøre det meget præcist, men der må være nogle overordnede retningslinjer om, hvordan man skal finde frem til noget, der rammer, hvor det skal ramme, siger Anders Dorph.
Kunstneren bag udstillingen mener, at debatten er blevet afsporet og stemningen nærmest hadefuld. Samtidig er det en stor fejl, at Politimuseet ikke spurgte de pårørende om udstillingen i første omgang.
- Det var en stor fejl, at de pårørende ikke fra begyndelsen var blevet orienteret og inviteret. Jeg havde håbet, at det ville blive tilgivet, når man så malerierne af dem alle: Maria, Monika, Katja, Cecilie, Ghazala, Betina, Hanne, Anne-Stine, Anette, Lene, Marcela og Marie, skriver Birgitte Skallgård i en pressemeddelelse.
- Forsøget på den kunstneriske opgave - at give disse unge kvinder en stemme, et respektfuldt minde - er helt mislykkedes, skriver hun.
Justitsminister Morten Bødskov (S), politiets øverste leder, ønsker ikke at kommentere lukningen af særudstillingen.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde