Rigspolitiet ophæver ekstra sikkerhed efter anholdelse
Efter anholdelse af formodet gerningsmand til skyderi i Albertslund er alle ekstraordinære foranstaltninger ved politistationer ophævet, oplyser Rigspolitiet.
Foto: Polfoto/Jens Dresling
Polfoto/Jens Dresling
Tirsdag blev en politimand ramt af skud i Albertslund. Det fik alle politikredse til at skærpe sikkerheden.
Rigspolitiet afblæser en række ekstraordinære sikkerhedsforanstaltninger ved landets politistationer.
Det sker efter anholdelsen af en formodet gerningsmand til nedskydningen af en betjent i Albertslund tirsdag morgen.
Københavns Vestegns Politi føler sig overbevist om, at den 26-årige handlede alene. Derfor er der ikke længere grund til den ekstraordinære indsats, som indebar bevogtning af alle landets politistationer.
Hos Rigspolitiet fortæller Benny Øchkenholt fra den nationale beredskabsafdeling, at man i minutterne efter angrebet tog forbehold for, at der kunne være tale om et større koordineret terrorangreb.
- Vi udelukker ingenting i sådan en situation. Du ved i princippet ikke, om det er noget koordineret, siger Benny Øchkenholt.
Han fortæller, at en lignende foranstaltning med bevogtning af landets politistationer blev indført, da Omar el-Hussein angreb København i februar 2015.
- Dansk politi er allerede i forhøjet beredskab. Men vi har en lang række foranstaltninger, der kan sættes i værk, hvis vi fornemmer, at der bliver skruet på trusselsniveauet. Det gjorde vi i dag, siger Benny Øchkenholt.
I forbindelse med tirsdagens skyderi i Albertslund blev en betjent ramt i hovedet, men ifølge lægerne er han uden for livsfare.
Motivet til angrebet er ikke kendt. Gerningsmanden menes at være psykisk syg, og ifølge politiet er der tale om "en gal mands værk".
Den 26-årige formodede gerningsmand fremstilles i grundlovsforhør onsdag i Retten i Glostrup. Han sigtes for drabsforsøg.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker