Rocker får 14 måneders fængsel for pistol
En 46-årig mand, der ifølge politiet er medlem af rockergruppen Bandidos, skal 14 måneder i fængsel.
Det har Retten i Næstved bestemt efter et grundlovsforhør tirsdag, hvor manden, René Vestergaard, fik en såkaldt straksdom for ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder.
Manden blev anholdt af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi mandag aften, efter at man havde standset ham på gaden og fundet ham i besiddelse af en afsikret og skarpladt pistol med 12 patroner i magasinet.
Anholdelsen skete, da politiet standsede manden på Holmevej i Næstelsø, der ligger lidt sydøst for Næstved.
Pistolen var gemt i en plastikpose, som manden bar på maven, og derfor var det da også nærmest umuligt for manden at løbe fra sin skyld.
Ved tirsdagens grundlovsforhør krøb rockeren da også til korset og erkendte sig skyldig. Det betød, at dommeren kunne afsige dom i sagen med det samme, og det endte altså med 14 måneders fængsel.
Hos anklagemyndigheden er anklagerfuldmægtig Louise Pitzner-Schmidt godt tilfreds med dommen.
Endnu et våben er blevet fjernet fra gaden, og den skyldige er dømt, siger anklageren i en pressemeddelelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker