Et medlem af Hells Angels blev tirsdag anholdt og sigtet for drabet på en 26-årig mand ved Christiania i København 1. juli.
- Han er anholdt her til formiddag, og vi har foretaget ransagninger flere steder, siger vicepolitiinspektør Henrik Svindt fra Københavns Politi.
Den anholdte er 28 år og fuldgyldigt medlem af rockergruppen. Hvor betjentene tog fat i ham, ønsker politiet ikke at oplyse.
- Han vil blive fremstillet i grundlovsforhør onsdag, siger Henrik Svindt.
Ahmad Reza Jamali havde netop gjort et indkøb på Amager den 1. juli, da han kørte videre til Refshalevej bag Den Grå Hal. Siddende i sin bil blev han dræbt af tre skud i nakken.
- Det ligner en likvidering, har en politileder tidligere sagt om forbrydelsen.
Skuddene blev affyret ind gennem sideruden. Motoren kørte stadig, da Jamali, der var gift og far til et lille barn, blev fundet.
Den dræbte kom jævnligt på Christiania, og blot fire dage efter forbrydelsen skete der et nyt drab, da en gruppe mennesker var forsamlet på Theklavej for at mindes Jamali.
33-årige Olcay Ünal blev ramt i hovedet og halsen og overlevede ikke angrebet. Også i denne sag har politiet rejst en sigtelse. Den 11. august blev en 24-årig mand varetægtsfængslet for at have affyret skuddene. Da han blev anholdt på en adresse i Nordsjælland, fandt betjentene i øvrigt en pistol.
Om baggrunden for dette drab har politiet tidligere sagt, at det formentlig drejer sig om "et internt opgør blandt kriminelle, der færdes på Christiania."
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker