Rocker skudt ned på restaurant i Hellerup

Ukendte gerningsmænd kørte mandag aften forbi restaurant Sticks'n'Sushi i Hellerup nord for København og skød ind gennem vinduet. En person er ramt, oplyser vagtchef Per Thuesen fra Nordsjællands Politi.

Gerningsmændene er flygtet i en mørkeblå BMW med tonede ruder, der kørte i sydlig retning af Margrethesvej. Nummerpladen er noget i retning af ZT 40 037.

- Jeg ved ikke, om det er banderelateret, men jeg vil ikke udelukke det, siger Per Thuesen.

Ifølge flere medier er offeret en rocker fra Hells Angels. Stein Baggers tidligere bodyguard, Brian Sandberg, befandt sig angiveligt også i restauranten, da skuddene faldt, men han kom ikke til skade.

Skudofferet er ramt i kæben, men er ifølge vagtchefen uden for livsfare. Han er nu kørt til Rigshospitalets Traumecenter. Politiet har afspærret området omkring gerningsstedet.

Restaurant Sticks'n'Sushi ligger på Strandvejen 197 i Hellerup. Samme gade, hvor tre medlemmer af AK81 tidligere på året overfaldt to unge indvandrere med et koben.

Det er syvende gang på blot 11 dage, at politiet rykker ud til skud i København. Senest blev en 18-årig mand i lørdags ramt af 25-30 hagl på Frederiksberg. Han er stadig i livsfare.

/ritzau/

En person blev mandag aften ramt af skud på Sticks'n'Sushi på Strandvejen i Hellerup. Ifølge flere medier er der tale om en rocker fra Hells Angels.

Offentliggjort Sidst opdateret