Rocker var mål for attentat i Nordjylland

Den mand, der i weekenden blev udsat for et attentat i Skørping, er en af de tidligere Bandidos-rockere, der har skiftet over til Hells Angels. Det skriver nordjyske.dk.

Politiet blev først blandet ind i sagen søndag, da en anonym person fortalte, at der havde været en sprængning ved et hus i Skørping.

Ifølge politiinspektør Verner Holm var politiet dog allerede bagud på point, for det var natten til søndag, at ukendte gerningsmænd smed et eller andet sprængbart ind i haven hos rockeren.

- Vi kan ikke rigtigt afgøre, hvad det er, vi har med at gøre. Men vi fortsætter de tekniske undersøger, siger han til Ritzau.

Han vil ikke kommentere på oplysningerne om, at det er en af de frafaldne Bandidos-folk, som var mål for sprængningen. Men Nordjylland har på det seneste været skueplads for en lang række sammenstød, hvor der er brugt både skydevåben og en panserværnsraket, og politiet ser det som en række personkonflikter, der efterhånden er blevet rodet ind i hinanden.

Den ukendte genstand, der eksploderede i Skørping, slog hul i gulvet på den træterrasse, hvor bomben landede, og trykkede ruderne ind i en havedør.

/ritzau/

Nu kastes der også med bomber i den konflikt, der hærger de kriminelle miljøer i Nordjylland.

Offentliggjort Sidst opdateret