I 2011 holdt politiet øje med 133 rockerklubber, mens tallet året før kun var 112 klubber.
Antallet af personer, der er i søgelyset, var i 2011 1863 personer fra rocker- og bandemiljøet mod 1665 tilknyttede personer året før.
Det fremgår af den nye banderapport fra Rigspolitiet, der blev offentliggjort fredag.
Rockerne rekrutterer i høj grad deres nye medlemmer fra danske hooligangrupperinger. Rigspolitiet mener, at 40-60 personer fra hooliganmiljøet gennem de senere år er blevet rekrutteret til rockermiljøet.
Hooligans har for eksempel optrådt som vagter for rockere, ligesom de har deltaget i nogle af rockernes konflikter. Desuden bruger rockerklubberne direkte hooligans til at skabe kontakt til nye medlemmer, fremgår det af rapporten.
De forskellige rockergrupperinger bredte sig i 2011 ind på hinandens territorier og optog hinandens medlemmer, og det kan føre til voldelige konfrontationer fremover, skriver Rigspolitiet, der allerede i 2011 registrerede 52 skudepisoder i det offentlige rum.
Banderne er løsere organiseret omkring en eller flere centrale personer, og her sker rekrutteringen oftest blandt yngre søskende og familiemedlemmer, der tiltrækkes af ledernes fremtoning og livsstil.
Politiets indsats mod rocker- og bandekriminalitet resulterede imidlertid i, at flere er blevet dømt.
I 2011 blev personer fra miljøerne idømt i alt 635 års fængsel. I 2010 var det tilsvarende tal 544 års fængsel. Der blev rejst 4976 sigtelser, mod 4259 sigtelser i 2010.
Justitsminister Morten Bødskov (S) siger i en kommentar til banderapporten, at indsatsen mod rocker- og bandekriminaliteten vil fortsætte.
- Vi har for nylig oprettet en ny bande-task force i Vestdanmark. Politiet gør en særlig indsats i de udsatte boligområder, og der er sat ambitiøse mål for politiets indsats for at sikre et konstant pres mod denne gruppe hårdkogte kriminelle, siger Morten Bødskov.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde