Rockere og bandefolk træner færdigheder i skydeklubber
Træfsikkerheden er øget blandt rockere og bandemedlemmer, vurderer politiet. Billedet er fra en udrykning på Tagensvej i København i forbindelse med skyderi i Mjølnerparken torsdag den 9. november 2017. Foto: Scanpix/Kristian Djurhuus/arkiv
Scanpix/Kristian Djurhuus/arkiv
Fredsinstitut i Bruxelles opfordrer til strengere kontrol i danske skytteforeninger.
Flere mænd fra rocker- og bandemiljøerne øver sig i skydeklubber, og udviklingen bekymrer Rigspolitiet, skriver Berlingske.dk tirsdag aften.
Resultatet er, at skudepisoder på gader kan blive endnu farligere, vurderes det i Nationalt Efterforskningscenter under Rigspolitiet.
- Det kan ikke udelukkes, at denne skydetræning har medført, at rockere og bandemedlemmers våbenhåndtering og træfsikkerhed i forbindelse med konflikten i rocker- og bandemiljøet er blevet større. Det er naturligvis en meget bekymrende udvikling, siger vicepolitiinspektør Lars Mortensen ifølge Berlingske.dk.
Politiet har oplysninger om, at flere personer fra de hårde miljøer har trænet i skytteforeninger.
Tendensen nævnes i en tværnational undersøgelse med titlen "Triggering Terror" fra Det Flamske Fredsinstitut i Bruxelles.
Instituttet opfordrer til opstramning i skydeklubberne, men formanden for DGI Skydning, Lars Høgh, advarer mod lovgivning "ud i det ekstreme", skriver Berlingske.dk.
I øvrigt viser de årlige rapporter fra Rigspolitiet om rockere og bander, at antallet af skudepisoder er vokset dramatisk fra 2015 til 2017.
I 2017 var der i alt 87 skyderier i det offentlige rum, som ifølge politiets vurdering kan henføres til de særlige miljøer. Året før var antallet 54, og i 2015 var der 17 episoder.
Sidste år blev 64 personer såret af skud eller knivstik under opgør, som kan forbindes med bander eller rockere. I 2016 var tallet 36, fremgår det af svar til Folketingets retsudvalg.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker