16 rockere med HA'eren Brian Sandberg i spidsen har foreløbig ikke ønsket at være anklagemyndigheden behjælpelige med at udrede den byge af straffesager, der er på vej mod dem.
Mændene, der alle har tilknytning til Hells Angels eller rockergruppens håndlangere i AK81, nægter sig alle skyldige. Og ingen af dem har ønsket at udtale sig til politiet.
Det kom frem i Københavns Byret mandag, da anklageren fra Københavns Politi, Laura Birch, havde dem alle for en dommer for at få forlænget deres varetægtsfængsling i yderligere fire uger.
De 16 rockere er på kryds og tværs sigtet for samlet set fem drabsforsøg og for at stå bag et våbenlager i kælderen under nogle ungdomsboliger i Gentofte.
Til dagens fristforlængelse var Københavns Byrets anneks i Slutterigade skarpt bevogtet af politi. Hele 24 betjente var udkommanderet for at holde vagt ved retslokalet og visitere pressefolk og tilhørere. Mindst lige så mange var nødvendige for at ledsage rockerne, der sidder varetægtsfængslet i fængsler og arresthuse i hele landet.
Anklagemyndigheden ønskede fortsat lukkede døre i sagen. Derfor blev såvel pressen som de sigtedes "brødre", familie og kærester hurtigt lukket ud igen, hver gang en ny rocker tog plads på anklagebænken.
De fem skudepisoder, som sagerne handler om, fandt alle sted i København, nemlig i Skelbækgade på Vesterbro, i Baggesensgade, Rantzausgade og Gartnergade på Nørrebro samt på Nytorv i den indre by.
Den ledende HA-rocker Brian Sandberg mistænkes for at være hjernen bag en skudepisode den 9. oktober sidste år i Rantzausgade, der skulle være en hævn for, at der tidligere den dag var blevet skudt mod Sandbergs Range Rover.
Desuden mener politiet, at Sandberg var med til at planlægge en skudepisode i en kiosk i Skelbækgade.
Mandag lagde dommeren i Københavns Byret fra morgenstunden den linje at forlænge varetægtsfængslingerne i fire uger indtil den 13. september.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker