Rockernes Gøg & Gokke må årevis i fængsel

Det gik galt i mere end en forstand, da to unge rockerstøtter fra AK81 sidste sommer forsøgte sig med et "drive-by-skyderi" i Mjølnerparken på Nørrebro i København.

Den 26-årige Jimmy Vithøft Jensen og den 23-årige Daniel Mark Johannesen kørte ifølge politiet ind i området for at skyde rivaler i bandekonflikten, men i stedet endte det med, at den ene i panik kom til at skyde den anden.

Det skete, da Jimmy Jensen fra passagersædet i bedste Hollywoodstil skød fire gange hen over bilens tag mod en gruppe unge på en parkeringsplads i området. I stedet for at ramme gruppen af unge strøg projektilerne ned gennem bilens tag og sårede kammeraten Daniel Johannesen bag rattet.

Det noget klodsede drabsforsøg gav sidenhen duoen øgenavnet Gøg & Gokke i pressen.

Den sårede chauffør slap med livet i behold, men begge mænd blev anholdt og siden dømt i byretten. Fire års fængsel til ham med pistolen og to år og otte måneders fængsel til den skudramte mand bag rattet.

Begge de unge rockerlærlinge ankede på stedet deres domme, men de har nu skiftet mening og via deres advokater meddelt, at de trækker anken tilbage.

Dermed står byrettens domme ved magt, og Gøg & Gokke må derfor belave sig på at optræde inden for murene i de kommende år.

/ritzau/

To AK81'ere, der er dømt for et kikset drabsforsøg på unge i Mjølnerparken, opgiver at anke deres domme fra byretten. Dermed skal de flere år bag tremmer.

Offentliggjort Sidst opdateret