Rockeropgør: Flere skud affyret mod hus i Næstved
Rockerkrigen i Næstved blussede tilsyneladende op natten til tirsdag, da der blev affyret flere skud mod et hus på Kildemarksvej.
Ifølge sn.dk blev der affyret flere skud mod et vindue i villaen. Skuddene faldt kort efter klokken 02 og ramte vinduet og vindueskarmen, men ingen personer blev ramt.
Ifølge flere medier mener politiet, at skudepisoden har forbindelse til den igangværende konflikt i rockermiljøet.
- Familien i huset har en søn, som færdes i bandemiljøet i Næstved, og det kan være begrundelsen for, at det netop går ud over det hus, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 Øst.
Sønnen var dog ikke hjemme, da skuddene faldt, oplyser vicepolitiinspektøren, der ifølge TV2 Øst ikke vil oplyse, hvilken gruppering sønnen har relationer til.
Rockerkonflikten i den sydsjællandske by kom for alvor til offentlighedens kendskab, da politiet 23. oktober forbød enhver adgang til et hus på Præstøvej.
Huset fungerede som rockerborg for gruppen Westside Nation. Det er en gruppe rockere, der har forladt Bandidos i såkaldt "bad standing". Det betyder, at de er fredløse for Bandidos-medlemmer.
Forbuddet mod at komme i huset blev ophævet 4. december, men det har på ingen måder lagt dæmper på konflikten, der har ført til flere voldsomme episoder.
Værst gik det for sig natten til 9. december, da en 22-årig mand med relationer til Westside Nation blev skudt og dræbt, mens han lå i sin seng på Morsøvej.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker