Rockersagen: Kioskejer er tavs om HA-strid

Hans kiosk blev forvandlet til et blodigt gerningssted, da en flok rockere bragede ind ad døren og åbnede ild mod ekspedienten.

Men selv bedyrer kioskens ejer, at han ikke aner, hvorfor Hells Angels skulle være efter ham.

Kioskejeren forklarede torsdag i retten under den store rockersag, at han købte kiosken for et par år siden af en mand, der blev idømt 15 års fængsel for drabet på en mand, der var på god fod med netop Hells Angels.

- Jeg ville tjene penge og blive selvstændig, forklarede han.

Politiets hovedvidne, MFP, har forklaret, at kioskejeren var kendt fra Blågårds Plads og derfor var HA'erne rasende over, at han med købet af Stationskiosken i Skelbækgade bredte sig ind på deres område på Vesterbro.

- Jeg ved kun, hvad jeg har set i nyhederne, bedyrede kioskejeren med et smil.

Anklageren forklarede i retten, at ifølge Rigspolitiet er kioskejerens ene bror kendt som medlem af bandemiljøet på Blågårds Plads, mens den anden er del af et kriminelt netværk i Skovlund.

Det var i september 2009, at en dødspatrulje åbnede ild i Stationskisken. En ansat blev dødeligt såret og mistede blandt andet det ene underben. MFP har erkendt, at det var ham, der skød.

Da politiet sidste år ransagede Hells Angels klubhus på Svanevej i København fandt de en seddel, hvor der var listet en række biler og deres nummerplader.

Ud for en mørk Audi stod der "BP. Holder i Skovlunde". Som politiet ser det, er BP forkortelse for Blågårds Plads, og bilen er ejet af en mand, hvis ene søn var ansat i netop kiosken i Skelbækgade.

Han blev også afhørt torsdag og afviste på samme måde, at han vidste, hvorfor familiens bil skulle stå på rockernes liste.

- Det kender jeg ikke noget til, lød det.

/ritzau/

Personerne bag kiosk, hvor en mand nær blev dræbt af rockernes kugler, forstår ikke fjendskab med Hells Angels

Offentliggjort Sidst opdateret