Rockerslagsmål: Tjener fik brosten i hovedet

Ni personer er anholdt efter et slagsmål på værtshuset Mallorca-bar i Aalborg onsdag eftermiddag, hvor en tjener fik en brosten kastet i hovedet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tjeneren kom dog ikke alvorligt til skade, og han er blevet udskrevet fra hospitalet igen.

Ifølge Nordjyllands Politi er der tale om et rockerrelateret slagsmål.

Slagsmålet opstod, da en gruppe på otte til ti personer med tilknytning til rockergruppen Bandidos kastede mindst fire brosten ind gennem vinduet på Mallorca-bar, hvor der sad fem til seks personer med tilknytning til den rivaliserende rockergruppe Hells Angels.

Herefter opstod der tumult, indtil de brostenkastende mænd med tilknytning til Bandidos løb væk fra stedet op ad Boulevarden.

- Vi har undersøgt de to rockerborge, vi har i Aalborg. Og der har vi anholdt én Bandidos og tre Hells Angels. I alt har vi på nuværende tidspunkt ni anholdte, som vi tror har deltaget i det her slagsmål, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Henrik Beck.

Fem af de anholdte blev anholdt onsdag eftermiddag på Aalborg Universitetshospital, hvoraf den ene i første omgang blev indbragt på hospitalet med skader i ansigtet efter slag.

Efter slagsmålet anholdt politiet desuden en person, der var i besiddelse af en økse. Vedkommende menes at have tilknytning til slagsmålet på Mallorca-bar, og anholdelsen fandt sted i Aalborg Centrum tæt på baren.

- Nu er vi i gang med at afhøre vidner, gennemsøge videoovervågning fra flere forskellige steder og afhøre flere forurettede, siger Henrik Beck.

Nordjyllands Politi går ud fra, at der er tale om lokal tvist mellem de to rockergrupper.

Fire af de anholdte skal torsdag fremstilles i grundlovsforhør. Politiet ønsker at sigte dem efter straffelovens paragraf 245 - vold af særlig rå og brutal karakter.

/ritzau/