Rockerspirere fængslet for køllevold

Mens det meste af befolkningen var i byen eller sad bænket ved tv-skærmene fik Københavns Politi fredag aften fængslet yderligere to af de otte anholdte fra den store rockeraktion.

Der er tale om unge mænd med forbindelser til AK81. De er sigtet for at have deltaget i et overfald ved Brorsons Kirke på Nørrebro den 21. august, hvor en gruppe mænd bevæbnet med køller pludseligt stormede ud af to biler og overfaldt tre unge med udenlandsk baggrund. Af de i alt otte anholdte er tre af dem sigtet for at have deltaget i det voldelige overfald. Tidligere på fredagen blev en 24-årig mand fængslet for at have deltaget i både overfaldet ved kirken i Rantzausgade og i et skyderi i Baggesensgade.

/ritzau/

Af de otte anholdte er seks nu fængslet efter torsdagens bølge af ransagninger i rockermiljøet.

Offentliggjort Sidst opdateret