En 25-årig mand med tilknytning til Hells Angels blev fredag i hemmelighed idømt 12 års fængsel for medvirken til fem forskellige drabsforsøg i den verserende bandekrig.
Manden sættes i forbindelse med nogle af de mest centrale skudepisoder i København, og dertil kommer et planlagt attentat på en af lederne af Blågårds Plads Banden, kaldet Lille A, foran Københavns Byret. Et attentat, der dog aldrig blev ført ud i livet, fordi det vrimlede med politifolk omkring bandelederen.
Dommeren i Københavns Byret gav den 25-årige rabat, fordi han helt usædvanligt har valgt at lægge kortene på bordet og fortælle om andre Hells Angels-rockeres roller i skudepisoderne.
Det er angiveligt hans forklaringer, der tidligere i år førte politiet på sporet af en af Hells Angels' mest fremtrædende figurer, Brian Sandberg, der lige nu sidder varetægtsfængslet, sigtet for to drabsforsøg på kriminelle rivaler.
Tidligere i år måtte den 25-årige sangfugl beskyttes af et stort antal politifolk, da han bag dobbelt lukkede døre afgav forklaring i retten i forbindelse med de mange drabsforsøg i den københavnske bandekonflikt.
Den 25-årige er blandt andet dømt for medvirken til nedskydningen af en mand i Baggesensgade på Nørrebro samt skyderi mod en kiosk i Skelbækgade, hvor en ung mand efterfølgende fik amputeret underbenet.
Dertil kommer et skyderi i Rantzausgade samt et par grove voldelige overfald.
Byretten har brugt bandepakkens nye bestemmelser om, at forbrydelser, der sker som led i en bandekonflikt, skal straffes ekstra hårdt, men på grund af hjælpen til politiets efterforskning endte dommen altså på 12 års fængsel.
Den 25-årige er fortsat beskyttet af navneforbud, fordi han skal vidne i de kommende retssager mod blandt andre Brian Sandberg.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde