Det var samvittighedskvaler, der fik det hemmelige hovedvidne M i den store rockersag til at lette sit hjerte over for sin kæreste.
Og den åbenmundethed blev begyndelsen på den nu 26-årige mands lange rejse fra at være et populært medlem af AK81 til nu at være anklagemyndighedens bedste trumfkort i sagen mod 16 rockere.
- Jeg havde det dårligt med de ting, jeg havde gjort og havde behov for at komme ud med det, og det kunne jeg ikke gøre i miljøet. Der vil man gerne være hardcore, fortalte han mandag i retten.
Før han indtog sin plads, var retssalen ryddet for både tilhørere, tiltalte og medier. De må af sikkerhedsgrunde ikke se vidnet, men må nøjes med at høre hans stemme i højttalere i små lokaler rundt om i retsbygningen i Glostrup.
Mandag er den første af 10 dage, hvor M skal afhøres. Fra morgenstunden handlede afhøringen først og fremmest om, hvorfor den unge mand valgte at tilstå sine forbrydelser og samarbejde med politiet.
Anklageren ville gerne vide, om det var imod Hells Angels interne regler, at man fortalte sin kæreste om overfald, man har deltaget i.
- Det er jo imod HA's kodeks. Hvad der sker i klubben, bliver i klubben, sagde han med fast stemme.
Da han gik til bekendelse over for kæresten, var det til dels fordi, hun troede, at han havde været hende utro.
- Jeg havde en tung sten, jeg skulle have fjernet fra mit hjerte. Det var forkert at belaste hende med det, men det var forkert, det jeg havde gjort og det havde jeg behov for at tilstå over nogen, sagde M.
Michael Juul Eriksen, der er forsvarer for en af de 16 tiltalte, har på forhånd varslet, at han vil forsøge at få M helt afvist som vidne.
Han mener, at politiet har overdrevet truslen mod M for at få ham til at samarbejde, og at man på den baggrund ikke kan bruge hans vidneudsagn.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker