Røg over Nykøbing var lovlig afbrænding

Der er gang i frøgræsafbrændingerne for tiden. Billedet her er fra en anden afbrænding lørdag formiddag på Sydfalster. Foto: Claus Hansen

Brandvæsenet måtte igen en tur til frøgræsafbrænding.

Offentliggjort Sidst opdateret

SØNDER ALSLEV Lørdag tidlig eftermiddag måtte brandvæsenet fra Nykøbing ud atkøre. Der var flere, der havde ringet 112 og anmeldt, at det brændte ved Sønder Alslev.

Røgen slog ned i Nykøbing, og mange var bekymrede.

- Vi kørte derud og fik hurtigt kontakt til landmanden. Det var en lovligt anmeldt frøgræsafbrænding, og landmanden havde alt under kontrol og vand klar på stedet, fortæller indsatsleder Bo Løfstedt Andersen, Lolland-Falster Brandvæsen.

Det sker ofte i øjeblikket, at brandvæsenet bliver alarmeret på grund af lovlige frøgræsafbrændinger. De kører altid derud, men Bo Løfstedt Andersen har kun oplevet en gang for nylig, hvor en lovlig afbrænding bredte sig til naboens hæk.
- Og det klarede de selv, fortæller han.

Han fortæller, at folk bliver bekymrede, når vinden får røgen til at slå ned i byen, som det skete lørdag i Nykøbing.
- Og så er der mange københavnere hernede, som ikke kender forskel på en naturbrand og en afbrænding, siger Bo Løfstedt Andersen.

Han advarer også om, at om ikke så længe begynder høstsæsonen, og så er det mere alvorligt, hvis det brænder på marken.