Røg skabte frygt for storbrand

Foto: Claus Hansen

Brandvæsnet blev tirsdag aften kaldt til brand i en bygning med et større lager af glasfiber. Heldigvis var der kun røg, og ingen brand.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det lød dramatisk i første omgang, da Lolland-Falster Brandvæsen tirsdag aften kort før klokken 20.30 blev kaldt til brand i en bygning i Vandmøllestræde i centrum af Nykøbing.

Heldigvis viste det sig at være ganske udramatisk, da der slet ikke var tale om nogen brand.

Ifølge indsatsleder Bo Andersen fra Lolland-Falster Brandvæsen havde personen, som slog alarm, observeret røg på stedet, og da han vidste, at der var et større lager af glasfiber i garagen, frygtede han, at det var det, der var gået ild i og ringede derfor 112.

Da brandfolkene ankom til stedet, kunne de dog hurtigt konstatere, at røgen stammede fra en brændeovn, som der kort forinden var blevet tændt op i. Og i den kolde aftenluft var røgen fra skorstenen ikke steget til vejrs lige så hurtigt, som den ellers ville, hvis det var varmere, og det var det, der fik det til at se ud som om, at en brand kunne være under udvikling.

Brandfolkene kunne derfor køre hjem igen uden at rulle brandslager eller andet udstyr ud.