ROJ TV får nej til at udskyde millionbøder

Foto: Bax Lindhardt /Scanpix

De to selskaber bag den kurdiske tv-station ROJ TV slipper ikke for at betale bøderne på i alt 10 millioner kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Også landsrettens frakendelse af sendetilladelsen skal effektueres, har Højesteret fredag besluttet.

De to selskaber søger om ekstraordinært at få indbragt straffesagen for Højesteret. Og det er i den forbindelse, at ROJ TV har bedt om såkaldt opsættende virkning i forhold til fuldbyrdelsen af landsrettens dom - det vil sige bøderne og frakendelsen.

Men tre dommere har fredag sagt nej til anmodningen fra advokat Bjørn Elmquist.

Derfor må selskaberne, ROJ TV A/S og Mesopotamia Broadcast A/S, til lommerne og betale de bøder, som Østre Landsret udmålte som straf 3. juli. Nemlig to gange fem millioner kroner.

Når det handler om frakendelsen af retten til at sende tv, henviser Højesteret til, at indgrebet er rettet mod ROJ TV.

Men selskabernes direktør, Imdat Yilmaz, har selv forklaret, at der siden 2012 er blevet sendt kurdiske tv-programmer på NUCE TV, som ikke er det samme som ROJ TV.

Det er i øvrigt Procesbevillingsnævnet, som afgør, om ROJ TV får adgang til Højesteret. Det kan kun lade sig gøre, hvis nævnet mener, at sagen er principiel, eller hvis der ellers er særlige grunde.

I en langvarig retssag er selskaberne blevet fundet skyldige i at overtræde straffelovens bestemmelse om terrorisme, fordi tv-stationen har været talerør for guerillabevægelsen PKK, som står på terrorlisterne.

Reelt har PKK siddet på selskabet, når det gælder økonomi, personer og redaktionelle beslutninger, har landsretten fastslået.

En af de seks dommere i landsretten stemte dog for frifindelse, fordi det er betænkeligt med et indgreb af hensyn til ytringsfriheden.

/ritzau/