Rørdam-udvalg foreslår at give strafrabat for tilståelser
Udvalg nedsat af tidligere justitsminister har set på, hvordan sagsbehandlingstider i domstole kan forkortes.
Skal mistænkte i straffesager have en lavere straf, hvis de tilstår forbrydelsen?
Det er et af de forslag, som Rørdam-udvalget med tidligere højesteretspræsident Thomas Rørdam i spidsen, foreslår i et længe ventet udspil.
Det skriver Jyllands-Posten.
Udvalget blev nedsat i september 2022 af daværende justitsminister Mattias Tesfaye (S) og har haft til opgave at se på tiltag, der kan forbedre borgernes møde med domstolene og nedbringe sagsbehandlingstiderne hos domstolene.
Idéen med at give strafrabat, hvis en mistænkt tilstår, er et af tiltagene i udspillet.
Hvis en mistænkt tilstår, kræver det ingen domsmænd eller nævninger. Der er behov for færre retsdage, og der føres færre eller ingen vidner.
Dermed kan domstolene spare både tid og penge, hvis en mistænkt tilstår og ikke skal for retten i en dyr straffesag.
De samlede udgifter for en domsmandssag udgjorde i perioden 2019-2021 cirka 18.000 kroner, men det var cirka 4000 for tilståelsessager.
Udvalget selv har også betænkeligheder ved forslaget.
Det kan ifølge Rørdam-udvalget øge risikoen for falske tilståelser, hvor en person tilstår noget, som vedkommende ikke har gjort. Så kan den egentlige gerningsmand gå fri for straf. Det skriver Jyllands-Posten.
Udvalget mener, at det er afgørende, at lovgivning ikke medvirker til falske tilståelser.
Også Jørn Vestergaard, der er professor emeritus i strafferet, mener, at forslaget øger risikoen for falske tilståelser.
- En ordning med belønning af tilståelser vil altid indebære grundlæggende problemer for den anklagedes retssikkerhed. Fristelsen til at aflægge en falsk tilståelse øges, jo mere lokkemad der lægges ud, siger han til Jyllands-Posten.
Han medgiver, at det ses allerede i dag, at hvis en person tilstår, så bliver der lagt vægt på det i formildende retning.
Omvendt er Landsforeningen for Forsvarsadvokater positivt stemt over for forslaget.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned