Roskilde fester videre trods dødsfald

I camping-område H på Roskilde Festivalen er der ikke noget, der umiddelbart indikerer, at det var her, en 20-årig ung mand sent søndag fik det dårligt efter at have indtaget stoffer og få timer senere døde på hospitalet.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Skål, lyder det lystigt fra de forskellige lejre.

Mængden af tomme øldåser og de blanke øjne, der møder en fra de mange veltilfredse ansigter, afslører, at festen allerede har været i gang længe mandag eftermiddag til trods for, at mange først har hørt om dødsfaldet for et par timer siden.

- Jeg blev lidt overrasket. Det var selvfølgelig voldsomt at få af vide, men samtidig virker det også meget fjernt på en eller anden måde, så jeg fortsætter ufortrødent, lyder det fra Sebastian Lynggaard, som skåler højlydt med kammeraterne i lejren.

Nogenlunde samme holdning finder man lidt derfra hos fire piger, der ellers både så og hørte ambulancen, da den kom søndag aften.

- Det er skræmmende, men vi er rimeligt upåvirkede af det. Vi snakkede lidt om det, da vi hørte det, men festede ret hurtigt videre, siger Katrine Havelund Pedersen, der er kommet til Roskilde fra Nørre Aaby på Fyn.

Heller ikke Freja Sverdrup, der er debutant på festivalen, virker påvirket af andet end eftermiddagssolen og dåsebajeren i sin hånd.

- Jeg tænkte; nåh okay, da jeg hørte det. Sidste år var der også én, der døde. Shit happens when you party naked. Det sker, og sådan er det, selvom det selvfølgelig er rigtig, rigtig trist, siger hun.

Tilsyneladende døde den 20-årige svensker efter at have indtaget et hvidt krystallignende stof, der skal opløses i vand og drikkes.

Han kastede op og blev uklar og henvendte sig selv til samaritterne, men døde efter ankomsten til sygehuset i Roskilde.

En række andre festivalgæster blev indlagt sammen med den 20-årige, mistænkt for at have indtaget det samme stof. Kun én af dem viste sig at have taget narko. De er alle blevet udskrevet mandag.

Årets Roskilde Festival åbner officielt på torsdag, men tusinder har allerede indtaget campingområdet, hvor der også er koncerter.

/ritzau/