Københavns Vestegns Politi vil gerne i kontakt med folk, der fredag eftermiddag kort før klokken 15 så en sortklædt mand skifte flugtbil på en parkeringsplads ved bebyggelsen Charlotteager i Hedehusene uden for København.
Få minutter forinden havde manden ved at true med en pistol tvunget personalet til at udlevere penge fra kassen på postkontoret i Hedehusene.
Efter røveriet forsvandt manden i en hvid kassevogn, som han havde stående uden for posthuset. Den fandt politiet ganske kort tid efter ved Charlotteager, hvor røveren formodes at have skiftet køretøj.
- Vi vil gerne i kontakt med folk, der har set manden komme bragende ind på parkeringspladsen i kassevognen og springe over i en anden bil, som han havde stående der, siger vagtchef Brian Larsen, Københavns Vestegns Politi.
Varebilen er stjålet i København og var blevet forsynet med nye nummerplader stjålet et andet sted i København.
Politiet mener, at røveren har haft en anden bil stående på parkeringspladsen, men her stopper sporet af ham. Formentlig er han kørt ind mod København.
Røveren er en mand på cirka 185 centimeter og almindelig af bygning.
Hans alder er ubestemmelig, fordi han havde trukket en sort elefanthue ned over ansigtet. Han havde sort tøj på fra top til tå, blandt andet en sort vatteret North Face jakke, og hvide arbejdshandsker.
Han medbragte en gul Netto-pose til udbyttet fra røveriet.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde