Røver truet med pistol

 
Hele 24 forhold står den unge, der meldte sig selv den 25. august 2009, tiltalt for. Samtlige begået i 2009. 15 af dem erkender han, mens resten er delvise erkendelser eller nægtelser. Det kom frem ved Retten i Nykøbing tirsdag, som var den første dag ud af fem afsatte.
De fleste erkendelser omhandler hærværk og slagsmål, som tiltalte forklarede med ordene “vi kedede os”. Langt mere alvorlige er de forhold, der har med røveri at gøre.
Her er tiltalte blandt andet er anklaget for at have besiddet, båret og anvendt en skarpladt pistol til et røveri mod Søparkkiosken i maj 2009. Mod Lidl i samme måned og Netto i august.
Det nægtede den 18-årige tirsdag og forklarede derimod, at han var blevet truet af sin medgerningsmand, som stadig er på fri fod.
- Han fandt en pistol frem, som han havde gemt i sin printer. Han ladede den flere gange, mens han fortalte os, at vi skulle være med, ellers ville han ringe til sine brødre, lød det fra tiltalte om begivenhederne forud for Netto-røveriet.
Han og forsvareren understregede flere gange, at tiltalte kun havde medvirket til Lidl- og Netto-røverierne, fordi han var blevet truet.
Tiltalte fortalte, at han ikke på noget tidspunkt havde båret våben. Hverken den skarpladte pistol, en splatterpistol eller den peberspray, som blev brugt mod personalet i Lidl og Netto.
Desuden hævdede han, at han modsat sin tidligere forklaring ikke slap afsted med 45.000 kroner fra Lidl-røveriet, men kun 5.000 kroner ud af de cirka 104.000 kroner. Resten tog hans medgerningsmand.
- Det var pinligt kun at komme af sted med 5.000 kroner, sagde han.
Lidl var i øvrigt repræsenteret på dagens retsmøde med et erstatningskrav, som blev godtaget.
Der forventes dom i sagen den 28. september.
 
Når retssagen bliver ført som en nævningesag, og anklagemyndigheden er fra statsadvokaturen, tyder det på, at anklager går efter en straf på mere end fire år
Foto: Foto: Per Houby

Ung Netto-røver: - Jeg blev truet med skarpladt pistol af min medgerningsmand. - det var pinligt kun at slippe af sted med 5000 kroner

Offentliggjort Sidst opdateret