Røverbande i Østjylland afsløret efter et års jagt
Politiet har aflyttet telefoner og opsat skjulte mikrofoner under det langvarige forsøg på at afsløre en gruppe mænd, der er mistænkt for at stå bag en håndfuld grove røverier og adskillige tyverier af luksusbiler.
Foreløbig er de fem sigtet for i alt fire røverier mod banker i Østjylland samt for et forsøg, og torsdag har en dommer i Aarhus forlænget varetægtsfængslingen af gruppen.
- Det er meget glædeligt, at efterforskningen har skabt grundlag for varetægtsfængsling, siger vicepolitiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen fra Østjyllands Politi. Han understreger, at han ikke udtaler sig om de fems skyld.
Politiet har ligget på lur efter gruppen i cirka et års tid, fortæller vicepolitiinspektøren.
- De sigtede er efter vores opfattelse kendetegnet af at have arbejdet meget professionelt både forud for røverierne og i forbindelse med udførelsen, siger Jesper Bøjgaard Madsen.
Han betegner de sigtede, der er i alderen fra 32 til 39 år, som "kendte kriminelle." De nægter sig skyldige i sigtelserne, og ved torsdagens retsmøde ønskede de ikke at besvare spørgsmål.
Ved angrebene på banker i Horsens, Bjerringbro, Sdr. Omme og Højbjerg gjorde røverne sig bemærket ved at true med koben og ved at knuse ruder.
Det samlede udbytte løber op i cirka to millioner kroner, og desuden mener politiet, at de fem har smag for luksusbiler - som vel at mærke tilhører andre mennesker.
Cirka 10 af de såkaldte muskelbiler sigtes de for at have stjålet, og den samlede værdi er på mindst fem millioner kroner, oplyser politiet.
- Undervejs i efterforskningen har vi haft et rigtigt godt samarbejde med forsikringsselskaberne, siger Jesper Bøjgaard Madsen.
Han vil ikke udelukke, at der rejses nye sigtelser - og at der også sker flere anholdelser. Efterforskningen ventes at fortsætte i mindst tre måneder endnu.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde