Røverbrødre kan slippe for drabsdom

Selv om et bulgarsk brødrepar erkender at have slået en ældre kvinde ihjel, og selv om de i retten har angret deres skyld, så er det ikke sikkert, at de bliver dømt for drab.

Offentliggjort Sidst opdateret

Brødrenes forsvarsadvokater argumenterede tirsdag ved Retten i Glostrup for, at de i stedet bør dømmes for dødsvold, hvilket vil give en noget mildere straf.

Brødrene har erkendt, at de 30. december sidste år berøvede 81-årige Kirsten Inge Damsgaard i hendes hjem i Herlev og forlod hende svinebundet og viklet ind i en dyne og et tæppe. Den ældre kvinde døde af luftmangel.

- Det, at jeg ikke står med en sympatisk sag, gør ikke, at man kan dømme for drab. Vi skal ikke lade følelserne råde, men juraen, lød bønnen til retten fra forsvarsadvokat Erbil Kaya i den afsluttende procedure.

Både han og sagens anden forsvarer André Rouvillain understregede, at det ikke var brødrenes hensigt, at deres offer skulle dø. De havde end ikke regnet det for en mulighed, og derfor kan de ifølge advokaterne ikke dømmes for drab.

Og måske har advokaterne fat i en længere ende, end de selv er klar over. For et par år siden blev en rumænsk røverbande dømt for et dødeligt hjemmerøveri. Dommen lød på dødsvold, ikke drab.

Hverken forsvarsadvokaterne eller anklager Niels Carstensen nævnte sagen, som drejer sig om drabet på Karsten Nørgaard i Skovby i Østjylland. Fire rumænere blev i 2010 idømt mellem otte og 10 års fængsel i sagen.

Ved røveriet trængte banden ind hos Karsten Nørgaard og hans hustru. Den 76-årige mand blev slået og efterladt med så hårde kvæstelser, at han senere døde. Konen overlede formentlig kun, fordi hun spillede død.

I sagen fra Skovby var der dog ikke rejst tiltale for drab, som der er i sagen om drabet på Kirsten Inge Damsgaard. Og ifølge anklager Niels Carstensen er brødrene mordere.

- Det kan godt være, at hovedformålet med at binde hende var at slippe væk. Men de er gået alt for vidt. Det har stået helt klart for dem, at det var overvejende sandsynligt, at hun ville dø, sagde han i sin procedure.

Der falder dom i sagen onsdag.

/ritzau/