Røvere med skydevåben i aktion på Strøget

Røvere har igen slået til mod en guldsmed på Strøget midt i København.

Fire mænd var med, da forretningen Ole Mathiesen på Østergade 8 fik det ubehagelige besøg.

- De har truet med skydevåben, siger den centrale vagtleder på Politigården.

Mændene kørte væk i en bil, som beskrives som en mørk eller sort VW enten Golf eller Passat.

Bilen har formentlig BF 23 505 på nummerpladen, og politiet beder alle om at henvende sig, hvis de ser bilen.

I første omgang tyder signalementet af røverne på, at de kan være fra Østeuropa.

Politiet fik alarmen klokken 12.38.

/ritzau/

Mørk eller sort bil efterlyses i København oven på røveri mod guldsmed. Fire mænd deltog.

Offentliggjort Sidst opdateret