Røvere slipper væk med pelse for millioner
Pelse til en samlet værdi af omkring to millioner kroner var udbyttet, da fire mænd mandag aften begik røveri mod en pelsforretning i Hovedvagtsgade i det indre København.
- Tre mænd kommer ind i forretningen og truer personalet, fortæller den centrale leder af efterforskningen ved Københavns Politi, Kenneth Jensen, til Ritzau.
Mændene har ingen våben, men truer personalet verbalt.
- Og på et tidspunkt skubber de til en af de ansatte, hvorefter de forsvinder med tre pelse, siger den centrale efterforskningsleder.
Mændene løber ud til en ventende bil, hvor en fjerde mand sidder klar bag rattet. Røverne kører dog ikke særlig langt.
- Vi finder bilen i Olfert Fischers Gade med motoren i gang og vinduerne rullet ned, fortæller Kenneth Jensen.
Flugtbilen er midt på eftermiddagen blevet stjålet på Amager.
I Olfert Fischers Gade deler røverne sig op.
- To af dem forsvinder i en bil fra Borgergade, mens de to andre tager en bil i Adelgade. Vi ved endnu ikke, om bilerne holder og venter på dem, eller om de kommer kørende og samler dem op, siger den centrale efterforskningsleder.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned