Røveri mod Jysk i Maribo

Kort før klokken 19 mandag aften blev Jysk i Maribo udsat for et røveri. To personer gik ind i forretningen og truede de to ansatte, som stadig var i forretningen, til at udlevere dagens omsætning samt penge fra et pengeskab. Røverne truede med en pistollignende genstand.

 

Efter røveriet forsvandt røverne fra stedet fortæller Ole Hald fra Sydsjælland og Lolland-Falster politi.

- De tog måske flugten i en sort Citroen Stationcar på gule nummerplader. Den bil er set i området, men vi er ikke sikre på, at det er flugtbilen, siger Ole Hald.

 

Røverne beskrives som to unge mænd i midten af tyverne. Begge var iført mørkt tøj, en hætte over hovedet, så kun øjnene var fri. Den ene beskrives som cirka 175 høj. Den anden cirka 185 høj. Personalet i Jysk på Rødbyvej i Maribo bemærkede, at røverne talte med Københavnsk dialekt.

Det er endnu ikke opgjort, hvor mange penge røverne stak af med.

Foto: Arkivfoto: Claus Hansen

To yngre mænd med københavnsk accent efterlyses.

Offentliggjort Sidst opdateret