Rufferidømt ekspolitiker er tiltalt i ny sexorgiesag
Den tidligere formand for familieudvalget i Syddjurs Kommune Per Zeidler er igen tiltalt i rufferisag.
Den tidligere kommunalpolitiker Per Zeidler, som i 2019 blev dømt for rufferi efter at have arrangeret sexorgier med prostituerede, er igen tiltalt i lignende sag, skriver Nordjyske.
Zeidler blev op til kommunalvalget 2017 afsløret i at arrangere de såkaldte gangbangs, som han deltog i, mens han burde have passet rollen som formand i familieudvalget i Syddjurs Kommune.
Det var Århus Stiftstidende, som kunne fortælle, hvordan Per Zeidler bragte to prostituerede til et forsamlingshus i Ammitsbøl ved Vejle. Her var kvinderne centrum i sexorgier, hvor adskillige mænd deltog.
I maj 2019 blev han sammen med en anden mand idømt seks måneders betinget fængsel for rufferi. Mændene havde arrangeret 73 sexorgier og haft en fortjeneste på 200.000 kroner vurderede retten.
Per Zeidler er siden flyttet til Nordjylland - nærmere bestemt Hadsund, skriver Nordjyske, og i det nærliggende Skelund skal han have arrangeret fem nye orgier. Derudover skal han have arrangeret et orgie i Øster Hurup, beretter Nordjyske.
Da Retten i Randers i 2019 fældede dom over Per Zeidler, var der tale om en såkaldt betinget dom - altså en form for gult kort. En betinget dom skal nemlig i udgangspunktet ikke afsones.
Retten fastsatte en prøvetid på to år. Prøvetiden er den periode, hvor den dømte skal holde sig på måtten. Sker det ikke, risikerer den betingede straf at blive udløst i form af ubetinget fængsel.
Og skal man tro det anklageskrift, som Nordjyske har fået aktindsigt i, holdt Zeidler sig ikke på måtten. For allerede otte dage efter dommen fandt det første nye påståede sexorgie sted.
Samlet skulle Zeidler ved de seks nye sexorgier have tjent 18.320 kroner.
Retssagen mod Per Zeidler begynder til januar ved Retten i Aalborg og løber over tre dage.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned