Rumæner får et års fængsel: Han burde slet ikke være i landet

Arkivfoto: Anders Knudsen

Til et grundlovsforhør har en rumæner erkendt, at han rejste ind i landet, på trods af at han havde et forbud mod det.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ved Retten i Nykøbing er en rumænsk mand fra 1990 mandag kendt skyldig. Efter en dom tilbage i 2014 havde han forbud mod at rejse ind i landet. Alligevel blev han anholdt i Rødbyhavn.

Til grundlovsforhøret erkendte han sig skyldig og fik derfor en fængselsstraf på et år.

Det oplyser anklager ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Kristoffer Bruun Hansen.

Han brød paragraf 59 b stk. 2, der blandt andet siger, at "med fængsel fra 1 år indtil 3 år straffes den udlænding, der indrejser her i landet i strid med et indrejseforbud."

Udover fængselsstraffen fik rumæneren også et forbud mod at rejse ind i landet de næste seks år, ligesom han også blev varetægtsfængslet.

Varetægtsfængslingen begrundes ifølge anklageren med, at han "ikke har nogen tilknytning til Danmark." Og han skal varetægtsfængsles for at sikre hans tilstedeværelse i landet.