Rumæner sendes hjem efter drab på stewardesse
Drabsmanden Marian Clita, der afsoner en straf på 14 års fængsel for drabet på den norske stewardesse Vera Vildmyren, har accepteret, at han skal forlade Danmark.
Samtidig har Københavns Byret stadfæstet udvisningsdommen fra 2011, skriver ekstrabladet.dk.
Den i dag 61-årige rumæner har ellers tidligere kæmpet en indædt kamp for at undgå at blive overført til et fængsel i hjemlandet, men nu har han tilsyneladende forliget sig med tanken om en tilværelse som fange i Rumænien.
- Det er et retskrav for udvisningsdømte, der har siddet fængslet i over to år, at deres udvisningssag skal prøves igen ved retten.
- Her skal der tages stilling til, om deres personlige forhold har ændret sig i mellemtiden, og om de fortsat udgør en reel trussel for det danske samfund, siger dommer Gitte Cordes fra Københavns Byret til ekstrabladet.dk.
- Han har ikke selv protesteret imod udvisningen i denne sag, og der er intet i hans personlige forhold, der taler imod en hjemsendelse. Samtidig må man jo sige, at han stadig udgør en reel samfundsfare, siger dommeren.
Ifølge ekstrabladet.dk vil der angiveligt blot gå nogle få uger, før Clita er tilbage i Rumænien, idet også de rumænske myndigheder allerede har sagt ja til at modtage ham.
Den 42-årige Vildmyren blev banket og snittet ihjel i marts 2010, da Marian Clita benyttede hendes ulåste dør på hotelværelset på Radisson Blu på Amager i København til at snige sig ind, mens offeret lå og hvilede sig.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker