Rumænsk chauffør modtog pakke med våben i Vamdrup

En international sag om handel med pistoler skal afgøres af Retten i Horsens. I alt blev der købt 83 skydevåben og ammunition. (Arkivfoto) Foto: Heinz-Peter Bader/Reuters

Tiltalt i international våbensag forsikrer, at han blot tog til Vamdrup for at nyde naturen og slappe af.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Jeg tænkte what the fuck!

En rumænsk mand forklarer fredag et nævningeting i Retten i Horsens, hvordan han reagerede, da han sidste sommer modtog en stor papkasse i Vamdrup af et pakkebud.

Buddet var en forklædt politimand, og den 31 kilo tunge kasse var fyldt med tilvirkede våben.

Men den 39-årige rumæner åbnede ikke kassen, da han havde hjulpet pakkebuddet med at bære den ind i lejligheden, som var booket gennem Airbnb.

Han nægter at have været udsendt af en bekendt i Göteborg i Sverige. Og han afviser tiltalen om, at han skulle modtage 20 pistoler og ammunition på vegne af sin bekendte.

- Jeg blev overrasket, siger han. Bange blev han også, lyder det.

Manden, der har arbejdet i transportbranchen, forklarer nævninger og dommere, at han havde forventet at skulle modtage nogle breve til sin bekendte.

I sagen er fire andre også tiltalt. To af dem, heriblandt rumænerens bekendte, udpeges af anklagere fra specialenheden Særlig Efterforskning Vest til at være bagmænd.

Disse bestilte i alt 83 skydevåben i en handel på den mørke del af nettet, hævdes det. Sælgerne var i virkeligheden undercover agenter fra den amerikanske politimyndighed Homeland Security Investigations.

Rumæneren forklarer, at han tog til Vamdrup for at holde ferie. Den ene anklager, advokaturchef Sine Cully, ønsker at vide, hvorfor han netop valgte Vamdrup.

- Der er fredfyldt. Der er skove, og man kan tage til stranden derfra, svarer han.

Rumæneren erkender, at han informerede sin bekendte i Göteborg om pakkens ankomst. Kort efter blev han anholdt.

Derefter havde personen eller personerne bag en krypteret mail med navnet Jim Brandt kontakt med sælgerne. Anklagerne mener, at rumænerens bekendte er lig med Jim Brandt.

Forinden havde Jim Brandt informeret sælgerne om, at han var ved at finde et såkaldt drophouse, hvor pistolerne skulle afleveres. Og valget faldt - ifølge anklagemyndigheden - på lejligheden i Vamdrup.

Men rumæneren afviser at være informeret. Han slår ud med armene mod nævningerne og fortæller om sin opvækst i hjemlandet.

- Jeg så våben blive brugt under revolutionen i 89. Jeg så folk blive dræbt. Jeg hader skydevåben.

Sagen, som politiet i en pressemeddelelse selv har kaldt spektakulær, strækker sig over en række dage. Undervejs skal politifolk fra USA, Sverige og Danmark afhøres. Dommen ventes midt i december.