Rygende kræftramt får medhold i asbestsag i Højesteret
Arbejder på Dansk Eternit får anerkendt arbejdsskade, selv om han også var ryger. Ankestyrelsen taber retssag
En mand, der i mange år arbejdede med asbest og samtidig var ryger, har fredag fået medhold i en retssag i Højesteret.
Ankestyrelsen mente, at mandens lungekræft især skyldtes hans rygning.
Men dommerne i Højesteret har en anden vurdering.
Der er ikke bevis for, at kræften med overvejende sandsynlighed skyldes andre forhold end den asbest, han var blevet udsat for på sin arbejdsplads i Aalborg.
Ankestyrelsen er derfor blevet dømt til at anerkende, at mandens såkaldte méngrad skal fastsættes til 15 procent på grund af arbejdsskaden.
Det betyder, at den ramte får adgang til godtgørelse på 110.000 kroner, oplyser advokat Christian Riewe, der har ført sagen.
- Vi er glade for afgørelsen, siger Ulla Sørensen, der er arbejdsmiljøpolitisk chef i 3F.
- Dommen kan formodentlig få betydning for andre sager med rygere, der har fået arbejdsskader, siger hun.
Asbesten blev manden udsat for på sit arbejde på Dansk Eternitfabrik, hvor han i første omgang var ansat fra 1979 til 1986.
Sagen har været behandlet tre gange i retssystemet.
Oprindeligt fik Ankestyrelsen medhold i Retten i Aalborg, mens manden vandt ved Vestre Landsret.
Og det er denne afgørelse, som et flertal af de fem dommere i Højesteret fredag har nikket til. En enkelt dommer stemte for at følge Ankestyrelsens påstand.
Flertallet siger, at myndigheden burde have taget udgangspunkt i, at mandens risiko for at få lungekræft var blevet fordoblet fra 10 til 20 procent på grund af asbesten.
Undervejs i forløbet har Retslægerådet udtalt, at det ikke konkret kan angives, hvad der var årsag til mandens kræftsygdom.
Kombinationen af asbest og rygning øger risikoen for lungekræft væsentligt. Det skyldes den såkaldte synergieffekt.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde