Hver gang han tog et sug af cigaretten, var det som hans hjerte krøllede sig sammen. Han kunne ikke trække vejret. Men han kunne ikke stoppe med at ryge.
Sådan var virkeligheden for Allan Lykke Nielsen i starten af 1990'erne, hvor han havde røget i 35 år.
- Hver eneste gang jeg røg, så var det som om, ilten blev taget fra mig. Jeg fik anfald af en knugende fornemmelse om hjertet, forklarede den nu tidligere ryger, da han fredag blev afhørt i Østre Landsret.
Røgen var ved at tage livet af ham, men han kunne ikke stoppe.
- Jeg satte mit forbrug ned, fordi jeg ikke kunne holde ud at ryge, men omvendt kunne jeg ikke lade være, forklarede Allan Lykke Jensen
Allan Lykke Jensen har lagt sag an mod Skandinavisk Tobakskompagni med påstand om, at selskabet har tilsat stoffer, som øger afhængigheden og optagelsen af skadelige stoffer til de Prince-cigaretter, som han gennem næsten 50 år havde en skæbnesvanger affære med.
Undervejs i denne oplevede han åndedrætsbesvær, diabetes og på et tidspunkt faldt han om med en blodprop i hjertet. Allerede fra starten af 1970'erne forsøgte han at stoppe med at ryge med hjælp fra plastre, hypnose, "børnecigaretter" og naturmedicin.
Alligevel røg han på arbejde, derhjemme, når han stod op om natten for at tisse og selv når han lå syg i sengen.
- Jeg kan ikke forklare det på andre måder, end at trangen simpelthen er så voldsom, forklarede Allan Lykke Jensen.
På et tidspunkt, hvor hans kone troede, han var stoppet, gemte han sine cigaretter i garagen.
- Ligesom alkoholikere gemmer flasker i tagrenden, som hans advokat, Anker Laden-Andersen, bemærkede.
I 2005 lykkedes det endelig Allan Lykke Jensen at kvitte tobakken efter en uge i sengen med gul sved og opkast.
Nu kræver han en erstatning på cirka 57.000 kroner af Skandinavisk Tobakskompagni, men mest af alt ønsker han klarhed om, hvad der er i en Prince-cigaret.
- Som forbruger føler jeg, at jeg som i alle andre tilfælde bør kunne se, hvad der er i produkterne, erklærede sagsøgeren.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde