S lægger afstand til hård kurs i våbensag

Stramningen af våbenloven har udviklet sig til så stor en farce, at Socialdemokratiet nu kræver et serviceeftersyn af loven her og nu.

- Vi opfordrer ministeren til hurtigst muligt at sætte sig sammen med partierne bag loven og finde en løsning, siger retsordfører Karen Hækkerup (S).

Socialdemokraterne stemte selv for loven, der blandt andet indeholder et krav om minimumstraffe for folk, der går med kniv i det offentlige rum. Men Karen Hækkerup mener, at det er stik imod Folketingets intentioner, når anklagemyndigheden meget målrettet går efter at smide almindelige borgere i fængsel, fordi de har glemt en kniv.

- Vi lavede en kattelem, men vi kan nu konstatere, at selvom byretterne siger, at folk ikke skal fængsles, så kræver anklagemyndigheden sagerne anket med krav om fængselsstraf, og så går det på tværs af de intentioner, vi som politikere havde med loven. For vi ønskede netop at lave den kattelem, så domstolene kunne vurdere anderledes, siger hun.

En ung mand fik for nylig syv dages fængsel i landsretten for at have to hobbyknive fra sit arbejde liggende i sin bil. Den sag forsøger hans advokat nu at få for Højesteret. Og senest har anklagemyndigheden anket sagen om en sikkerhedsvagt, der havde glemt en fiskekniv i sin bil efter en fisketur. Han fik i byretten 3000 kroner i bøde, men sagen skal for landsretten, fordi statsadvokaten kræver frihedsstraf.

Karen Hækkerup erkender, at politikerne egentligt ikke bør blande sig, så længe sager verserer ved domstolene. Men nu går hun ind i debatten, efter at flere andre politikere også har kommenteret på de opsigtvækkende domme.

- Nu er det blevet så farceagtigt, at vi må kortslutte alle de processer, der normalt gælder, og så finde en løsning, så vi kan få stoppet det her cirkus, siger hun.

/ritzau/

Det er imod politikernes intentioner, når almindelige mennesker smides i fængsel for at glemme en kniv i deres bil, lyder det nu fra Socialdemokraterne.

Offentliggjort Sidst opdateret