Menneskehandlens og prostitutionens bagmænd har rig mulighed for at opspore de kvinder, der vidner mod dem i danske retssale.
For selvom dansk lov åbner mulighed for at give kvinderne midlertidigt ophold i Danmark, når de fælder bagmændene, så er loven endnu aldrig brugt. Og dét selvom adskillige udenlandske prostituerede faktisk har trodset faren og sendt bagmænd bag tremmer.
Derfor kræver både SF og Socialdemokraterne bedre beskyttelse af de kvinder, der vidner mod bagmændene.
- Det er et kæmpe problem, at Danmark ikke overholder vores egen lovgivning. Vi skal give de her kvinder ophold i Danmark, så flere tør vidne mod bagmændene. Det er den mest effektive måde at bekæmpe handel med mennesker på, siger SF's ligestillingsordfører, Pernille Vigsø Bagge.
En evalueringsrapport af den danske indsats mod menneskehandel lægger op til revurdering af, om den danske vidnebeskyttelse er tilstrækkelig effektiv.
Blandt andet nævnes en sag om en rumænsk kvinde, der i foråret tog hele vejen til Danmark for at vidne mod en bagmand til prostitution.
Kvinden vidneudsagn var med til at få bagmanden dømt, men de danske myndigheder kvitterede for venligheden ved at sende hende tilbage til Rumænien, hvor hun - ifølge prostitutionsorganisationen Reden International - nu bor under jorden med sit lille barn.
- Det mindste, vi kan gøre, er da at beskytte dem, der hjælper os med at få ryddet op i skaren af bagmænd. Og det er vi slet ikke gode nok til i Danmark, siger Socialdemokraternes socialordfører, Mette Frederiksen, der ligesom SF vil give vidnerne ophold i Danmark.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde