Det er tåbeligt, at Retten i Roskilde nu har underkendt den danske lov om folkedrab i en konkret sag mod en rwander fra Kirke Sonnerup.
Det mener Socialdemokraternes retsordfører, Karen Hækkerup.
Loven fra 1955 gælder kun folkedrab på dansk grund, fastslår retten i Roskilde i en kendelse, og det er en eklatant misforståelse af lovens intentioner, mener Socialdemokraterne.
- Det er indlysende for enhver, at intentionen med loven er, at folkemord er strafbart. Det er en tåbelig afgørelse, som, jeg håber og tror, vil blive kæret, siger hun.
Også justitsminister Lars Barfoed (K) har tidligere fastslået, at loven også omfatter folkemord begået andre steder i verden end i Danmark, men han vil ikke kommentere byrettens afgørelse.
Han vil heller ikke forholde sig til, om loven trænger til en rask omgang sproglig klatvask, så alle misforståelser kan ryddes af vejen.
For hverken eksperter eller lægmænd kan direkte udlede af lovteksten, om loven kun gælder på dansk jord eller også globalt.
Byretten har nærlæst FN's folkedrabskonvention fra 1948. Den fastslår, at "personer, der anklages for folkedrab, skal stilles for en kompetent domstol i en stat, på hvis område handlingen er begået."
Rwanderen er sigtet for folkedrab på tutsier i 1994. Kendelsen får ikke umiddelbart betydning for hans konkrete situation, idet han er fængslet på grundlag af straffelovens paragraf om drab på enkeltpersoner.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned