Så røgen fra marken: Brand på gård med 3000 grise

Lørdag udbrød der brand i et ventilationsanlæg i en grisestald. Billedet er ikke tager i den forbindelse. Arkivfoto: Claus Hansen

En brand i ventilationsanlægget i en grisestald fik lørdag eftermiddag Lolland-Falster Brandvæsen til at haste mod en gård på Falster.

Offentliggjort Sidst opdateret

Høsten midt på Falster blev lørdag eftermiddag afbrudt på noget dramatisk vis.

Fuld i gang med at høste ved en gård nord for Listrup blev der observeret pludselig observeret røg fra taget af en grisestald. Og så skulle det gå stærkt.

Besætningen lyder på hele 3000 grise, som skulle reddes.

Højtryksrenser til undsætning

Brandfolkene fra stationen i Nykøbing blev tilkaldt klokken 14.46, imens folk på gården selv gik i krig mod ilden.

Det viste sig, at det var i ventilationsanlægget i grisestalden, at branden var opstået. Og her havde man reageret hurtigt.

- De havde stort set selv fået slukket herude ved hjælp af en højtryksrenser, som de normalt går og gør grisestalden ren med. Det meste af branden var under kontrol, da vi kom, fortæller Bo Løfstedt Andersen, indsatsleder ved Lolland-Falster Brandvæsen.

Læs også: Brand kunne være gået helt galt: - Deres indsats har potentielt reddet huset

Da Folketidende taler med indsatslederen kort før klokken 16, er brandfolkene i gang med det afsluttende arbejde på gården.

- Vi er ved at pille nogle tagplader af, så vi kan komme ned og hente de rester, der er af ventilationsanlægget. Og så har vi en drone i luften for at tjekke, om der skulle ligge noget og ulme i taget, siger indsatslederen.

Han fortæller, at vurderingen er, at der ikke er sket noget med grisene.