Så voldelige er vi altså heller ikke

Foto: Polfoto

Skræmmende tal om voldsstatistik fra Lolland-Falster fra Metro Express kan ikke stå alene.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der var al mulig grund til bekymring, da avisen Metro Express i november offentliggjorde en opgørelse over de mest voldelige kommuner i Danmark, hvor de to kommuner på Lolland-Falster, indtog en anden- og en sjetteplads.

I gratisavisen havde man regnet ud, hvor tit der blev anmeldt en voldsepisode pr. 1.000 indbyggere i de første tre kvartaler af 2013, som er de seneste tal, man kan få fra Danmarks Statistik.

Her toppede Esbjerg med 3,6 anmeldelser efterfulgt af Guldborgsund med 3,5 mens Lolland er på sjettepladsen med 3,2 anmeldelser pr. 1.000 indbyggere.

De øvrige kommuner i Top-10 var i den undersøgelse Nyborg, Albertslund, Slagelse, Odense, Glostrup, Randers og Helsingør.

Men sammenligner man med andre mediers tilsvarende undersøgelser, ser det ikke helt så slemt ud.

Da Kristeligt Dagblad gjorde de mest voldelige kommuner op i 2012 var Lolland nummer otte og Guldborgsund slet ikke blandt de 10 værste.

Folketidende har nu lavet en lille hurtig udregning på grundlag af de seneste fire kvartaler fra Danmarks Statistik.

Så ryger både Guldborgsund og Lolland længere ned af listen, og det viser at statstik er taknemmeligt og elastisk.

Det har at gøre med, at hvis der gøres op over et helt år, så vil eksempelvis Guldborgsund falde betydeligt, fordi 4. kvartal fra sidste år tæller med. Det er fordi denne kommune er præget af usædvanligt meget vold i sommerperioden med befolkningstilvækst af unge fulde mennesker fra storbyen på Marielyst.

Tager man det senest opgjorte år er Top 10 blandt danske kommuner så følgende (voldsanmeldelser pr. 1.000 indbyggere):

1.Esbjeg 4,88.

2.Nyborg 4,78.

3.Albertslund 4,69.

4.Glostrup 4,49.

5.Odense 4,35.

6.Slagelse 4,32.

8.Århus 4,07.

9.København 4,05.

10.Brøndby 4,01.

Ifølge denne undersøgelse placerer Lolland sig som nummer 16 med 3,73 efter både Randers, Helsingør, Herning, Svendborg og Åbenrå.

Lolland er dog stadig pænt over landsgennemsnittet på 2,79.